Jeg tilbyder supervision til psykologer på vej mod autorisation og til andre faggrupper, der arbejder med børn og unge i en pædagogisk eller psykologisk kontekst. Udover en bred viden om børn og unges almene udvikling, har jeg en særlig viden omkring børn og unge, der er opvokset med varierende grader af omsorgssvigt, og hvordan dette kan påvirke barnet og den unge i hverdagen. Jeg har haft mange forløb med plejefamilier og har derfor indsigt i hvilke udfordringer, der kan opstå, når man skal være professionel i en privat kontekst.
Jeg tilbyder supervision med udgangspunkt i en sag/faglig problemstilling eller mere personlig funderet supervision, hvor vi arbejder med det, der er en personlig udfordring for dig med fokus på udviklingsmuligheder. Jeg er klar over, at det sommetider kan være sårbart at arbejde med mere personlige udfordringer i en faglig kontekst, og her er det min opgave at have fokus på rammerne i supervisionen, så du kan føle dig tryg i samarbejdet.
Jeg arbejder primært ud fra en psykodynamisk tilgang, hvor jeg har fokus på både personlige og organisatoriske forhold. Du vil opleve mig som engageret, direkte og aktiv, og som optaget af at skabe det optimale samarbejde mellem dig og mig, hvor vi begge aktivt forholder os til de problemstillinger, som du vil have hjælp til. Hvis der er noget i vores samarbejde, der er medvirkende til, at det bliver svært for dig i forbindelse med din professionelle rolle, vil jeg italesætte det, da det kan være medvirkende til, at du oplever udfordringer på bestemte områder.
