Unge

Når man som ung har det svært, kan det sommetider være vanskeligt at snakke med sin familie og sine venner om det. Måske synes du, at det er for privat, eller du kan være bange for, hvordan de vil reagere på det, du siger. Det kan også være, at du har forsøgt at tale med andre om, hvordan du har det, men at det ikke er nok til, at du får det bedre.

Nogle gange kan det være en hjælp at tale med en person, som du ikke har en masse følelser i forhold til, og hvor du ikke behøver bekymre dig om, hvordan det, du siger, bliver modtaget. Det er helt almindeligt, at man i en periode af sit liv kan have brug for hjælp fra en professionel, f.eks. en psykolog, og der er rigtig mange, der i dag benytter sig af psykologhjælp, når livet er svært.

Der kan være mange grunde til, at man har brug for at tale med en psykolog. Måske har du en oplevelse af, at der ikke er noget, der giver mening længere. Det kan også være, at der er sket noget i din familie, der er svært, f.eks. en skilsmisse, eller at du har mange bekymringer eller tanker, som du har svært ved at slippe. Uanset hvad du oplever som et problem, så vil jeg altid vurdere, om jeg er den bedste til at hjælpe dig, eller om du eventuelt skal have hjælp et andet sted. Det er vigtigt, at du får den rigtige hjælp.

Hos mig tager jeg udgangspunkt i, hvem du er, og hvad du har brug for. Måske vil du gerne snakke om det, der er svært, og kan godt sætte ord på, hvad du har brug for. Det kan også være, at du har svært ved at udtrykke dig via ord, og hvis det er tilfældet, vil vi lave nogle andre ting sammen, der kan hjælpe dig (se eventuelt under punktet ”Børn”).

Det kan også være, at du har brug for, at dine forældre er en del af dit forløb, enten fordi du skal have hjælp til at fortælle dem nogle ting, eller hvis de skal hjælpe dig med det, der er svært i hverdagen derhjemme. Jeg fortæller ikke noget videre til dine forældre, uden at jeg har aftalt det med dig, da jeg har tavshedspligt. Det står der mere om under punktet ”juridiske rammer.”

Det er mit ansvar at skræddersy et forløb, der passer til lige præcis dig og din familie. Forløbene kan være forskellige, da mennesker ikke er ens, og derfor også kan have brug for noget forskelligt.